1. december: Winter Is Coming (eller det troede Michael)

December begynder med stor optimisme på Midgårdsvej. Michael i nr. 1, vejens selvudnævnte vejrprofet, havde allerede i midten af november erklæret i Facebook-gruppen:

“Winter is coming! Sne og kulde fra d. 1. december. Alle bør være klar med sneskovle og kælke!”

Hans indlæg var naturligvis akkompagneret af et dramatisk billede af Michael i en snestorm.

Så da klokken slår syv om morgenen 1. december, vågner hele vejen til ... 10 grader, småregn og et kraftigt pust fra sydvest. Michael, der stadig holder fast i sin forudsigelse, kommer ud på vejen iført en gigantisk pelsfrakke og med en snefanger han har bygget af gamle paraplyer.

"Det kommer, folkens! Vent bare," siger han, mens han marcher op og ned ad vejen.

På den anden side af vejen griner Verner i nr. 5 så højt, at hele vejen kan høre det.

"Michael, det eneste sne, du får at se i dag, er det pulver, Channette drysser over sine småkager i nr. 7!" råber han og tager en tår af sin morgenkaffe.

Men så sker der noget mærkeligt.

Lige da Michael vender om for at gå tilbage til sit hus, falder hans blik på Verner, som er i gang med at grave et hul i baghaven – midt i regnen. “Hvad pokker laver han nu? tænker Michael. Hullet ser ud til at være lidt for stort til en almindelig plante, og Verner kigger sig hele tiden over skulderen som en forbryder i en dårlig krimi.

Michael beslutter sig for at undersøge sagen nærmere. Han henter sin drone, men inden han når at starte den, bliver han distraheret af Brian i nr. 3, der står og forsøger at lære sine jagthunde at apportere en julemandsdukke.

"Brian! Tror du, det er en julegave til dig selv, Verner er i gang med at grave ned?" spørger Michael med et grin.

Men Brian svarer ikke. Han kigger mistænksomt på Verner. “Hvorfor har han Jans skovl?” spørger han sig selv.

Hvad gemmer Verner på? Og hvorfor har han lånt Jans skovl uden at spørge?

2. December: Verner og Hullet

Dagen efter Michael proklamerede, at sneen var lige på trapperne (hvilket stadig lader vente på sig), begynder Verner i nr. 5 at vække opsigt på Midgårdsvej.

Hans projekt i baghaven, som startede som et lille hul, har nu udviklet sig til, hvad der ligner en minigravemaskines værk. Hullet er stort nok til, at en gennemsnitlig Søren i nr. 4 kunne bruge det som gæsteværelse.

Det starter med, at Jan i nr. 6 opdager, at hans skovl er væk.

"Dorte, hvor har du lagt min skovl?!" råber han inde fra skuret.

"Jeg låner altså aldrig dine ting, Jan! Jeg ved godt, hvordan du bliver," svarer Dorte, der er i gang med at male en juledekoration til plejehjemmet.

Jan ender med at storme ud af skuret, og da han kigger over hækken, ser han det: Verner. Med hans skovl!

“Verner! Hvad laver du med min skovl?” råber Jan.

Verner kigger op, sveden løber ned ad hans pande, og med et listigt smil siger han:

"Bare rolig, Jan. Jeg graver bare lidt… til julen."

Den forklaring tilfredsstiller selvfølgelig ikke nogen. Jan går over til Brian i nr. 3, der er i gang med at teste sine hundes evne til at skelne mellem duften af bacon og julebag.

“Hør her, Brian,” siger Jan. “Verner har snuppet min skovl og graver et hul i baghaven. Jeg tror, han er på noget.”

Brian nikker.

“Jeg så ham også i går aftes. Han gik ud til hullet med en lampe og en stor sæk. Det virkede... mistænkeligt.”

Brian vender sig mod sine hunde og hvisker:

“Drenge, I har en opgave i aften.” Hundene logrer, som om de forstår hver eneste ord.

Samtidig forsøger Michael fra nr. 1 at samle beviser. Han har genopladt sin drone og sætter den til at cirkle over Verners have, men den bliver hurtigt angrebet af en flok måger, der tror, det er en overdimensioneret flødebollerobot. Droneoptagelserne bliver kun til skæve vinkler af regn, mågefødder og en svag silhuet af Verner, der vinker op mod kameraet.

I løbet af dagen spreder rygterne sig på vejen:

"Verner gemmer guld", siger Channette fra nr. 7, mens hun lægger glasur på småkager.

"Nej, nej, det er nok noget med smuglersprit!" siger Bodil fra nr. 4, der selv har hørt lyde om natten.

Om aftenen mødes Brian og Jan i hemmelighed for at lægge en plan. De vil tage sagen i egne hænder og finde ud af, hvad Verner graver efter – men hvad de finder, er langt mere forvirrende, end de havde regnet med ...

3. december: Hullet og Hønsebenet

Det er blevet aften på Midgårdsvej, og stemningen er elektrisk. Brian i nr. 3 har samlet sine hunde, som han kalder “Team Sherlock,” og sammen med Jan fra nr. 6 er han klar til at finde ud af, hvad Verner skjuler i det mystiske hul. Jan har iført sig sin gamle pandelampe fra en festival i 90’erne – den blinker i rødt og grønt, hvilket giver ham et noget mindre stealthy look, end han selv tror.

“Vi går ind fra den bageste hæk,” hvisker Brian og signalerer til sine hunde, der straks smider sig ned i græsset og kigger på ham som soldater på mission. Jan nikker og mumler: “Bare vi ikke bliver opdaget... Verner har en skovl, og den er min!”

Imens sidder Verner inde i sin stue og nyder en skarp dram og en håndfuld vaniljekranse. Han aner intet om, at hans baghave er under overvågning. Eller… måske gør han? På sofabordet ligger en gammel bog med titlen: “Hemmelige fund i dansk muld – en guide til skattejagt.”

Brian og Jan når hullet uden problemer. Jan skubber forsigtigt til noget jord, og pludselig dukker en mærkelig genstand op: et hønseben.

“Et hønseben?” spørger Brian. “Hvad skal Verner med et hønseben i jorden? Ofre til juleguderne?”

Jan skubber til mere jord, og nu ser de noget, der ligner en gammel træplade. “Vi skal have den op!” siger han ivrigt. Hundene gør lavt, som om de er enige, men så tænder lyset i Verners baghave.

“Så er det nu, drengene!” råber Brian og springer ud fra hullet med hundene i hælene. Jan følger trop, men han snubler over sin pandelampe, og hele holdet vælter ned i en bunke julelys, som Verner har opbevaret langs hækken.

Døren åbner sig, og Verner står der. Med en stor skål risalamande og et bredt grin. “Hvad laver I i min have midt om natten? Er det det her, der kaldes juleånd?” spørger han og rækker skålen frem som om, det var det mest normale i verden.

Brian forsøger desperat at tænke hurtigt. “Vi... vi ledte efter vores... ehm... tabte bold!”

Verner hæver et øjenbryn og kigger på Jan, der stadig kæmper med at få sine ben ud af lyskæderne. “I min have? Ved mit hul?” Verner begynder at grine så meget, at han næsten taber skålen. “Hvis I er så nysgerrige, hvorfor spørger I så ikke bare?”

Brian og Jan kigger på hinanden. Skulle det virkelig være så let? Verner sætter sig på kanten af hullet, kigger på dem og siger med et drilsk smil: “Men det er altså ikke endnu, jeg fortæller jer, hvad der foregår. Det skal lige være perfekt først.”

Hvad betyder “perfekt”? Og hvorfor gemmer Verner hønseben og træplader i sin have? Én ting er sikkert: Der sker noget stort – men hvad?

4. december: Julelys og Mystik

Efter nattens mislykkede mission sidder Brian og Jan i Brians garage og forsøger at finde hoved og hale i, hvad Verner egentlig laver. På bordet foran dem ligger det mystiske hønseben, de fandt i hullet, og en lille stump træplade, som Jan nåede at lirke løs, inden Verner dukkede op.

“Det her lugter af noget gammelt,” siger Brian og snuser til hønsebenet. “Tror du, det er fra en kalkun? Eller måske en dinosaur?”

Jan ruller øjne. “Brian, det er bare en høne. Men hvorfor gemmer han sådan noget i jorden? Det giver ingen mening.”

Imens har Michael i nr. 1 fået nys om nattens hændelser på Thorsøs rygtebørs. Jan og Brian rodede i Verners hul i nat. Nu bliver det endnu mere mystisk!

Michael er straks på sagen. Han graver sin drone frem igen, nu opgraderet med et "lysstyringssystem", som han selv har bygget (det er i virkeligheden bare en cykellygte tapet fast med gaffatape). “Nu skal vi få den store sandhed frem,” mumler han, mens han skruer på en masse knapper, som nok er mest for syns skyld.

På samme tid går Channette i nr. 7 i gang med at sætte julelys op på deres hus. Hendes filosofi er enkel: Jo flere lys, jo bedre. Dennis forsøger at hjælpe, men hans fokus er hele tiden på motorcykelmagasinet i hans ene hånd.

“Dennis, du skal hænge lyskæden dér!” råber Channette og peger op mod gavlen. Dennis sukker og klatre op ad stigen – kun for at opdage, at lyskæden er viklet ind i endnu en kasse med julepynt. “Hvor mange lys har du købt i år?” spørger han.

“Bare nogle få ekstra,” svarer Channette uskyldigt, mens hun skubber endnu en kasse frem fra entreen. På kort tid forvandles nr. 7 til en ægte lysende julefest, der får selv naboerne i nabobyen Aidt til at spærre øjnene op.

Mens Dennis hænger de sidste lys op, får han øje på noget mærkeligt. Oppe fra stigen kan han se direkte ned i Verners baghave. Der, lige ved siden af det store hul, står en lille kasse – dækket af et gammelt lagen.

“Channette, kig lige her!” råber han og peger. Men før hun kan nå at kigge, råber Michael pludselig fra vejen: “KIG OP!”

Alle vender sig mod Michael, der står midt på gaden med sin drone i luften. Den lyser op som en miniaturejulemandsslæde, men den flyver usikkert og nærmer sig faretruende Channettes julelys. Og så... BUM!

Dronen rammer Channettes juleinstallation, og et par af lysene eksploderer i et skybrud af gnister. “MICHAEL!” råber Channette, mens Dennis skynder sig ned fra stigen for at redde det, der er tilbage af deres julepynt.

Dronekaosset har afsløret noget nyt: Låget på den mystiske kasse i Verners have ligger nu åbent. Men hvad gemmer den? Og hvorfor ser det ud til, at Verner står og griner bag sit køkkenvindue?

5. december: Kassens Hemmelighed

Morgenen efter dronekaosset vågner hele Midgårdsvej til spænding og spekulation. Hvad er der i den mystiske kasse i Verners have? Og hvorfor ser det ud, som om han nyder at holde alle i mørket? Michael er allerede ved at justere sin drone – denne gang med en krog fastgjort til bunden, så han kan forsøge at fiske kassen op.

Mens Michael nørkler med sit udstyr, beslutter Jan og Brian sig for at tage en mere direkte tilgang. Brian går hen til Verner med sine hunde som alibi – "De skal bare lige tisse" forklarer han, selvom hundene tydeligvis er ude på en spionmission. Jan følger bagefter, med sin pandelampe slukket denne gang.

"Godmorgen, Verner," siger Brian, idet han lader hundene snuse rundt i Verners have. "Du ser ud til at have gang i et projekt! Skal du lave en swimmingpool?"

Verner smiler og tager en stor slurk af sin morgenkaffe. “Det kan man vel sige. Men det er nok mere... kulturelt.” Han læner sig tilbage i sin stol, som om han nyder hemmeligheden.

Imens lister Jan sig tættere på kassen, der nu står halvt skjult af en bunke grene. Han når lige at skimte noget inde i kassen – noget glitrende – da Verner vender sig og siger: “Jan, hvis du leder efter noget, skal du bare spørge. Ellers kan jeg anbefale en metaldetektor.”

Jan bliver rød i hovedet og mumler noget om, at han bare ledte efter sin skovl. “Den ligger ude i garagen,” siger Verner og blinker.

På dette tidspunkt ankommer Søren fra nr. 4. “Jeg tænkte, det var tid til lidt morgensang!” udbryder han, inden han sætter sig ved siden af Verner og slår en tone an. Verner griner højt. “Morgensang og hemmeligheder – det er jo den perfekte kombination.”

Mens Søren synger, samler en lille skare af naboer sig langs hækkene, nysgerrige efter at få et glimt af, hvad der foregår. Channette fra nr. 7 kommer gående med en bakke friskbagte småkager, som hun deler ud til alle. “Verner, hvis du fortæller os, hvad der er i kassen, får du en ekstra småkage,” siger hun med et glimt i øjet.

Verner smiler bredt, men ryster på hovedet. “Alt til sin tid, Channette. Alt til sin tid.”

Lige da Søren synger sin sidste sang, bryder Brian ind: “Hvad var det for en lyd?” Alle vender sig mod kassen, hvor der tydeligt kommer en svag, mekanisk summen. Hvad gemmer Verner på? Og hvorfor lyder det, som om det er levende?

6. december: Summen og Sprællen

Summen fra Verners mystiske kasse har fået alle på Midgårdsvej til at holde vejret. Er det en maskine? Et dyr? En form for hjemmelavet julepynt med indbygget lyd? Brian nærmer sig kassen med forsigtige skridt, men før han kan nå frem, løfter Verner hånden. “Stop der, Brian. Ingen kommer nærmere. Ikke endnu.”

Michael i nr. 1 har opgivet sin droneplan for nu og er i stedet kravlet op på Verners garage for at få et bedre udsyn. “Jeg tror, det er en skattejagt!” tænkte han.

Verner rejser sig op og børster jord af sine bukser. “Det er tid til en lille pause,” siger han med et grin og går indenfor. Jan ser sit snit og hvisker til Brian: “Kom, vi ser nærmere på den nu!” Men før de når at tage det første skridt, høres et højt “KLONK!” fra kassen, efterfulgt af et lille ryk, der får låget til at hoppe.

Channette, der stadig står med en bakke småkager, skriger lavmælt og griber fat i Dennis, som nu også kigger skeptisk på kassen. “Er det en kat?” spørger hun. “Eller måske en robot? Verner er jo lidt af en opfinder.”

Søren i nr. 4 tager bryder ud i spontansang:

"Kassen den summer, og vi står her.
Hvad mon Verner har gemt så kær?
En julehemmelighed, vi ikke må se,
men vi får svaret – det lover jeg!”

Pludselig dukker Verner op igen, denne gang med en bakke gløgg og æbleskiver. “Jeg synes, I fortjener en pause, når I nu står der og grubler,” siger han med et smil. Men da han ser, hvor tæt Brian og Jan er på kassen, hæver han en finger advarende. “Ingen smuglurer! Hvis nogen åbner kassen før tid, ødelægger det hele overraskelsen.”

“Hvornår er det så tid?” spørger Jan frustreret. “Det her driver os til vanvid, Verner!”

Verner kigger ud over skaren og siger med dramatisk stemme: “På juleaftensdag, klokken præcis tolv, vil alt blive afsløret.”

Et kollektivt suk går gennem forsamlingen. Channette spørger: “Juleaftensdag? Det er jo flere uger væk! Vi kan ikke vente så længe.” Men Verner er urokkelig. “Tålmodighed er en dyd, mine kære naboer,” siger han med et skævt smil.

Mens Verner deler gløgg ud, begynder kassen at summe igen – denne gang efterfulgt af en høj “PLONK!”. Noget inden i den virker til at sprælle... Men hvad? Og hvordan hænger det hele sammen med Verners gådefulde ord om “kultur”?

7. december: Hundene og Kassen

Summen og plonk-lydene fra kassen har gjort alle på Midgårdsvej endnu mere nysgerrige. Verner er gået indenfor igen, men nu står kassen der, alene og fristende, i baghaven. Brian og Jan, stadig med gløgg i hånden, hvisker intenst om, hvordan de kan finde ud af mere uden at bryde Verners regler.

“Vi må bruge hundene,” siger Brian pludselig og peger på sine trofaste jagthunde, som logrer ivrigt. “De kan snuse sig frem til, hvad der er i kassen!”

Jan kigger skeptisk. “Tror du virkelig, det er en god idé? Hvis Verner opdager det, sladrer han til hele vejen – og så skal vi høre på Søren lave sange om det resten af måneden!”

Men Brian har allerede sat planen i værk. Han fløjter lavt, og hundene lunter målrettet hen mod kassen. Snart står de ved siden af den og snuser energisk. Den ene begynder at kradse forsigtigt på låget, mens den anden sætter sig og giver et lille, undrende bjæf. Brian og Jan kigger på hinanden. “De har fanget noget!” hvisker Brian spændt.

Pludselig hopper låget på kassen lidt op, som om noget inden i den har skubbet til det. Hundenes bjæffen bliver højere, og inden Brian kan stoppe dem, løfter den ene hund låget med snuden. Et kort glimt af indholdet afsløres – noget glitrende, noget der måske bevæger sig – inden låget smækker igen med et højt BANG!.

Det høje smæk får Channette til at kigge op fra sine småkager og Dennis til at slå op fra sit motorcykelblad. “Hvad foregår der nu?” spørger hun. “Hvad har de hunde nu rodet sig ud i?”

Brian skynder sig at kalde sine hunde tilbage, mens Jan hopper ind i en busk for at skjule sig – hvilket ikke går særlig godt, da hans pandelampe pludselig tænder og blinker gennem grenene.

Inde fra huset åbner Verner døren igen. “Hvad foregår der herude?” spørger han skarpt. Alle stopper, kigger uskyldigt op mod himlen, og Brian svarer hurtigt: “Bare... øh... træning med hundene! De elsker din have!”

Verner løfter et øjenbryn, men siger ikke mere. Han sætter sig i sin stol igen og ligner en mand, der ved mere, end han lader sig mærke med.

Hvad var det glitrende, Brian og Jan så i kassen? Og hvorfor virker Verner så rolig – som om han forventer, at nogen prøver at snage? Noget er helt sikkert – det her bliver ikke sidste gang, hundene spiller en rolle i mysteriet!

8. december: Festlige forstyrrelser

Midgårdsvej vågner op til lyden af Søren fra nr. 4, der er i fuld gang med at teste højttalere ude foran sit hus. “Det er jo snart tid til vejens årlige julefrokost!” råber han begejstret til Bodil, som står i døren og smilende ser på ham. “Vi skal sikre, at der er ordentlig lyd til min koncert.” Søren slår et par akkorder an på sin guitar, men de høje lyde forstyrres konstant af en summen – og den kommer, som mange har gættet, fra Verners kasse.

“Nu må det altså stoppe,” siger Jan i nr. 6, der står i sin indkørsel og sætter julelys på sin cykelhjelm. “Jeg kan ikke engang høre Sørens guitar for den summen fra Verners baghave!”

Brian, der netop kommer forbi med sine hunde, griner. “Hvis det bliver ved, kan du altid sætte kassen på som en del af lydsystemet.” Men Jan er ikke i humør til jokes. “Nej, nu går jeg direkte til Verner og kræver svar,” siger han bestemt og begynder at gå mod nr. 5.

Imens står Channette og Dennis i nr. 7 og betragter scenen gennem deres køkkenvindue. “Tror du, han får noget ud af ham?” spørger Channette alt imens hun slår en for stor dej op til småkager. “Ikke en chance,” siger Dennis, mens han hænger endnu en minijulemand op på i køkkenet som nu ligner noget fra en amerikansk julefilm.

Jan når frem til Verner, der roligt sidder i sin stol og læser en bog med titlen: “Den Store Guide til Juleoverraskelser.” Jan lægger armene over kors. “Verner, du er nødt til at fortælle os, hvad der foregår. Det der summen driver hele vejen til vanvid. Hvad er der i kassen?”

Verner smiler lunt og kigger op fra sin bog. “Åh, summen? Det er bare en del af processen,” siger han og tager en slurk af sin kaffe. “En del af hvad?” presser Jan på. Men Verner ryster på hovedet. “Alt bliver afsløret juleaftensdag, som jeg sagde. Indtil da må du væbne dig med tålmodighed, min ven.”

“Væbne mig med tålmodighed?” gentager Jan frustreret. “Jeg kan ikke engang høre Sørens guitar for det dér summen!” Verner griner højt. “Så må Søren spille højere,” svarer han og vinker Jan afsted.

Tilbage på vejen samles naboerne nu foran Sørens hus for at hjælpe med at arrangere julefrokosten. Michael dukker op med en stak foldere med overskriften: “Midgårdsvejs Vinterprognose – Eksklusiv Udgave.” Ingen tager dem dog, da vejrudsigten fortsat siger plusgrader og regn. “Bare vent,” mumler Michael og lægger foldere på Sørens bord, “I vil takke mig, når sneen falder.”

Mens alle planlægger julefrokosten, kommer Søren pludselig løbende fra baghaven. “STOP ALT!” råber han. “Der er noget galt med juletræet!” Alle styrter afsted for at se, hvad der er sket. Hvem kunne finde på at sabotere juletræet? Og hænger det sammen med Verners mystiske kasse?

9. december: Juletræet i knibe

Et samlet kor af gisp høres, da beboerne på Midgårdsvej samler sig omkring det fælles juletræ på vejen. Træet, som Verner og Brian havde hentet fra skoven for blot to dage siden, ser pludselig noget ... skævt ud. Det hælder kraftigt til den ene side, og pynten, som Bodil og Dorthe møjsommeligt havde hængt op, hænger nu i en slags katastrofespiral mod bunden. Men værst af alt: Juletræets stjerne er væk!

“Det her er sabotage!” udbryder Michael og peger dramatisk på træet. “Jeg sagde jo, at vinteren ville bringe kaos!”

“Jeg satte det da ordentligt op!” protesterer Brian. “Jeg brugte ekstra kraftige snore til at binde det fast. Det er sikkert vinden …” Han stopper midt i sætningen, for der er ikke den mindste vind.

Verner står lidt bagved og betragter scenen med et skævt smil. “Måske er det bare juletræets sjæl, der ikke kan lide opmærksomheden?” foreslår han, hvilket kun gør de andre mere mistænksomme.

“Stjernen er væk,” siger Dorthe og peger op mod toppen. “Den var der i går aftes. Hvordan kan den bare forsvinde?”

“Jeg så noget i går!” udbryder Dennis pludselig. Alle vender sig mod ham. “Da jeg hang julelys op, synes jeg, jeg så noget bevæge sig omkring træet. Det var som en skygge, men jeg tænkte, det bare var en kat.”

“Eller en drone,” mumler Brian og sender et sigende blik mod Michael, der straks træder et skridt tilbage. “Jeg ville aldrig sabotere juletræet,” siger Michael fornærmet. “Jeg er her for at redde dagen, ikke ødelægge den!”

Søren griber sin guitar og begynder at synge en improviseret sang:
"Vores træ, det hælder, og stjernen er væk.
Hvem mon gjorde det? Nu går vi amok!"

Men før han når til andet vers, hører de summen. En velkendt summen. Den kommer fra retningen af Verners have.

“Det er den kasse!” råber Channette og peger. “Det hele hænger sammen. Jeg ved det bare!”

Verner ryster grinende på hovedet. “Tror I virkelig, min lille kasse har noget at gøre med et skævt træ? Det her er bare endnu et mysterium at nyde i julens ånd.”

Mens beboerne diskuterer, lyder der pludselig en raslen i busken nær træet. Noget hopper ud – noget lille og glimtende, som forsvinder på et øjeblik. Hvad var det? Og hvad har det med stjernens forsvinden at gøre?

10. december: Den glimtende flygtning

Beboerne står som frosne og stirrer mod busken, hvor noget lille og glimtende netop hoppede ud og forsvandt i mørket. "Hvad i alverden var det?" spørger Bodil, mens hun griber fat i Søren, som om han kunne beskytte hende med sin guitar.

“Det så ud som en… julekugle?” siger Brian, mens han spekulerer højt. “Men julekugler hopper da ikke.”

“Vi har brug for lys!” kommanderer Michael og tænder sin trofaste pandelampe. Han peger den mod buskene, men alt, der er tilbage, er et par krøllede grene og lidt glimmer. “Hvad end det var, har det efterladt et spor!”

“Lad os følge det!” udbryder Jan og hopper ind i busken, pandelampe og alt, hvilket resulterer i en lavmælt forbandelse, da han sætter sig fast i en julelyskæde. “Hvem har lagt lyskæder i buskene?” råber han irriteret.

“Det er nok Channette,” siger Dennis, uden at kigge op fra sin telefon, hvor han googler “mystiske julefænomener”.

Mens Jan forsøger at vikle sig fri, beslutter hundene fra nr. 3 at tage sagen i egne poter. De sætter i løb og forsvinder ind i skyggerne, logrende som om de jagtede en kanin. “Team Sherlock på sagen!” råber Brian triumferende og løber efter dem.

Beboerne følger med, og sporet fører dem tættere og tættere på … Verners have. Summen fra den mystiske kasse bliver højere, jo nærmere de kommer. “Jeg sagde det jo!” råber Channette, da de når havelågen. “Det hele hænger sammen! Verner ved noget.”

De finder hundene stående ved siden af kassen, som nu både summer og lyser svagt. Hundene logrer og gør som for at indikere, at noget er lige ved at ske. Verner kommer ud af huset med et stort smil og en kop kaffe i hånden.

“Jamen dog, er det juletræsmødet, der er flyttet til min have?” spørger han. “Jeg kunne have sat æbleskiver over, hvis jeg havde vidst det.”

“Drop æbleskiverne, Verner!” siger Jan frustreret. “Noget hoppede ud af busken, og nu står det her. Du må forklare dig.”

Verner griner. “I skal altså lære at have lidt tålmodighed. I bliver jo afsløret før tid, hvis I bliver ved sådan her.” Han vifter med hånden mod kassen og siger med et drilsk blik: “Men måske er det her bare julens magi på spil?”

Pludselig høres endnu et højt PLONK! fra kassen, og låget bevæger sig. Et lille, glimtende væsen stikker hovedet op – et væsen, der mest af alt ligner en mini-julemand med glitrende tøj. Beboerne gisper. Hvad i alverden har Verner gang i? Og hvad er det, der kravler ud af kassen?

11. december: Den glitrende lillemand

Alle stirrer på kassen i Verners have, som nu er begyndt at bevæge sig mere voldsomt. Låget hopper op og ned, og pludselig springer det af med et KLONK! Ud stikker et lille hoved – og det er bestemt ikke noget, nogen havde forventet.

Hovedet tilhører en mini-julemand, ikke større end en tommestok, med en skinnende rød hue og tøj, der glimter som frost i måneskin. Han kigger sig omkring med store, glade øjne og siger med en høj, klar stemme: “Ho ho… Nå, hvem har været uartige her?”

Beboerne står målløse. “Er det en… nisse?” spørger Channette, der knuger sin småkagebakke som et skjold.

“Det ligner mere noget fra en skør reklame,” mumler Dennis og prøver at tage et billede, men hans telefon dør på mystisk vis.

Verner tager et skridt frem og ser næsten stolt ud. “Mød min ven, Julius,” siger han roligt. “Han er en julehjælper. Eller… det er nok bedre at sige, at han var en julehjælper.”

“Var?” spørger Jan. “Hvad mener du med ‘var’? Og hvad laver han i en kasse i din baghave?”

Julius hopper elegant ud af kassen og lander på kanten, hvor han ryster lidt sne af sine små støvler. “Lang historie,” siger han. “Men kort fortalt: Julen havde brug for en pause fra mig.”

“Hvad har du gjort?” spørger Søren og begynder straks at klimpre en dramatisk melodi på sin guitar.

“Jeg… øh… lad os sige, at jeg blev lidt for kreativ sidste år,” siger Julius og ser lettere flov ud. “Mit projekt med selvlysende rensdyr blev ikke taget så godt imod.”

“Selvlysende rensdyr?” gentager Brian skeptisk. “Det lyder da ret sejt.”

“Det syntes jeg også!” siger Julius ivrigt. “Men julemanden mente, det var ‘for meget’ og ‘truede den traditionelle juleånd.’ Så han sendte mig i ‘refleksion’ – og her er jeg så.”

Verner nikker. “Jeg fandt Julius på et loppemarked i en helt anden slags kasse. Han virkede som en, der kunne bruge lidt selskab, så jeg besluttede at give ham et nyt hjem.”

Beboerne stirrer på Verner, som om han lige har erklæret, at han er julemandens fætter. “Du fandt en levende nisse… på et loppemarked?” spørger Bodil langsomt.

“Det er Midgårdsvej. Helt ærligt, er nogen her overraskede?” siger Verner med et grin.

Julius kigger rundt og smiler skævt. “Nu, hvor vi alle er samlet, er det tid til min plan. Jeg skal hjælpe jer med at lave den bedste jul nogensinde! Men… jeg har brug for lidt hjælp til at få fat i en meget vigtig stjerne.”

Hvad betyder det? Og hvad er det for en stjerne, Julius skal have fat i?

12. december: Mission Juletræsstjerne

Der er spænding i luften på Midgårdsvej, efter Julius, den glitrende lille julemand, har afsløret sin plan. “Jeg har brug for en stjerne,” siger han med en alvor, der står i skarp kontrast til hans lille størrelse og skinnende tøj. “Og ikke bare hvilken som helst stjerne – det skal være den, der sad på toppen af jeres juletræ.”

“Den, der er blevet stjålet?” spørger Dorthe. “Hvordan ved du overhovedet, at den er væk?”

Julius kigger op på hende og puffer til sin hue. “Jeg ved mange ting,” siger han hemmelighedsfuldt. “Og jeg ved, at stjernen er nøglen til at bringe julens magi tilbage. Uden den bliver det hele... lidt fladt.”

“Fladt? Hvad betyder det?” spørger Michael og ser næsten bekymret ud.

“Jamen, det betyder bare, at det bliver en trist og uinspireret jul,” siger Julius med et suk. “I vil stadig få jeres gaver og julemaden, men den der særlige følelse af magi? Den bliver væk.”

“Sådan noget vrøvl!” siger Jan, der ikke er kendt for at være specielt spirituel. “Det er bare en pyntestjerne!”

“Det er mere end en pyntestjerne,” siger Julius skarpt. “Det er en symbolsk stjerne, der samler energien fra alle dem, der tror på julens magi. Og uden den? Så får vi måske... jeg ved ikke... et helt år uden sne. Eller endnu værre – lunken gløgg!”

Alle gisper. Lunken gløgg er trods alt en seriøs sag.

“Okay, hvordan finder vi den stjerne?” spørger Channette. “Og hvem i alverden ville tage den?”

Julius tænker sig om og begynder at gå frem og tilbage i små, energiske skridt. “Stjernen kan kun være blevet taget af én, der ved, hvor vigtig den er. Og én, der elsker alt, hvad der glimter.”

“Så du siger, at tyven er... en krage?” foreslår Brian tørt.

“Nej, nej,” siger Julius. “Mere sandsynligt er det... en misforstået ven.” Han kigger hen mod Verner, der straks løfter hænderne. “Ikke mig! Jeg har allerede min egen glimmer i haven. Jeg har ikke brug for mere.”

“Hvad så med Sørens børnebørn?” foreslår Dennis. “De var her forleden og rendte rundt omkring træet. Måske troede de, det var en legetøjsstjerne?”

“Det kan være,” siger Julius, mens han gnider sin lille hage. “Men vi skal finde stjernen hurtigt. Magien bliver svagere for hver dag, den er væk.”

“Jeg har en idé!” siger Michael pludselig. “Vi bruger min drone! Jeg kan scanne kvarteret fra luften og finde den glimtende stjerne. Det er perfekt!”

“Så længe du ikke rammer flere julelys,” mumler Channette, mens hun stadig reparerer sine dekorationer.

Mens Michael begynder at gøre sin drone klar, høres der pludselig en lyd fra en nærliggende garage. En høj klirren af metal og glas får alle til at vende sig mod nr. 7. Er det her stjernen er blevet skjult? Eller er der endnu en overraskelse på vej?

13. december: Garagen og glimtet

Lyden af klirrende metal og glas fra garagen i nr. 7 får alle til at holde vejret. Channette og Dennis står i døren og kigger forvirret på hinanden. “Det er ikke mig,” siger Dennis hurtigt. “Jeg har kun været her for at finde ekstra julelys.”

“Og jeg har bagt hele dagen,” tilføjer Channette. “Så hvem skulle være i garagen?”

“Der er kun én måde at finde ud af det på,” siger Jan og træder frem med sin pandelampe klar. Han skubber døren op, og lyset fra lampen afslører… en kæmpe bunke af Dennis’ motorcykeldele, skruet i bunker sammen med Channettes overskydende julepynt.

“Hvad er det her for noget?” spørger Channette og peger på en underlig konstruktion, der ligner en motorcykel, men med julestjerner, lyskæder og en lysende rensdyrnæse fastgjort foran.

“Det er fantastisk!” råber Julius og hopper op på bunken. “Det er en jule-raketslæde!”

“En hvad?” spørger Dennis, der nu ser mere nysgerrig end vred ud.

“Jeg har set sådan noget før,” forklarer Julius. “Nogle gange laver vi nisser eksperimenter med transportmidler. Det ser ud, som om nogen har prøvet at bygge noget magisk her.”

Michael bøjer sig ned og finder en lille lap papir, der ligger under bunken. Han læser højt: “Test nr. 3: Lys, fart og stjernemagi.”

“Stjernemagi?” siger Bodil og træder nærmere. “Mener du… juletræets stjerne?”

“Det er svært at sige,” siger Julius og hopper ned igen. “Men hvis den her konstruktion blev lavet til at bruge stjernen som brændstof eller energikilde, så forklarer det måske, hvorfor den blev taget.”

“Okay, vent lige,” afbryder Jan. “Hvem i alverden skulle have gjort det her? Det kan ikke være Dennis. Han bruger kun motorcykler til at køre på, ikke til at flyve.”

“Og det er heller ikke mig!” siger Channette hurtigt. “Jeg har travlt nok med småkagerne.”

Julius kigger rundt og klør sig i hovedet. “Måske var det ikke en voksen,” siger han langsomt. “Nogle gange har børn en tendens til at blive lidt… kreative. Især når de får fingre i noget magisk.”

Alle vender blikket mod Sørens hus. Hans børnebørn var trods alt på besøg for nylig, og de havde været temmelig optaget af juletræet.

“Vi bliver nødt til at tale med dem,” siger Verner. “Men vi kan ikke bare gå derind og beskylde dem for at have taget stjernen. Vi skal bruge en blid tilgang.”

“Jeg kan synge for dem!” foreslår Søren og begynder straks at spille en rolig melodi.

“Eller vi kunne bare spørge dem,” siger Verner.

Beboerne går samlet mod nr. 4 for at få klarhed, men da de banker på døren, er der ingen, der åbner. Inde fra huset høres dog børnelatter og … summen? Kan Sørens børnebørn virkelig have fået fingre i juletræsstjernen? Og hvis ja, hvad har de gang i?

14 december: Børnenes hemmelige projekt

Beboerne står foran døren til nr. 4 og banker igen. “Søren? Bodil? Er I hjemme?” kalder Verner, men ingen svarer. Børnenes latter og den mystiske summen fortsætter inde fra huset, og det får Julius til at vippe spændt på sine små støvler. “Jeg kan mærke magien,” siger han. “Den er derinde!”

“Hvis Søren ikke åbner, kan vi så ikke bare… øh… kigge lidt?” foreslår Michael og peger på et vindue, der står på klem.

“Michael, vi bryder ikke ind i folks huse,” siger Jane bestemt. Men før nogen kan diskutere videre, dukker Bodil op fra haven med et julepyntet viskestykke i hånden. “Hvad sker der her? Hvorfor står I alle sammen foran min dør?”

“Det er en længere historie,” siger Jan hurtigt. “Men det handler om juletræsstjernen. Vi tror, den måske er her.”

“Her?” spørger Bodil forvirret. “Hvorfor skulle den være her?”

“Det er bare en teori,” siger Julius og springer op på dørtrinet. “Vi har hørt summen – og lad mig sige det sådan: Når der er summen og børnelatter, er der ofte lidt magi i spil.”

Bodil ryster på hovedet, men åbner døren. Inde i stuen er Sørens børnebørn i fuld gang med at bygge noget, der bedst kan beskrives som en hjemmelavet raket af pap, glimmer og en meget velkendt stjerne, der sidder på toppen. Summen kommer fra en lille motor, som de har skruet fast til siden af konstruktionen.

“Børn! Hvad laver I?” spørger Bodil med hævet stemme, men det er tydeligt, at hun prøver ikke at grine.

“Vi bygger en jule-rumraket!” råber den ældste af børnene og vinker begejstret. “Så julemanden kan nå endnu flere børn på én nat!”

“Men hvorfor har I taget juletræsstjernen?” spørger Brian og prøver at lyde alvorlig.

“Den er magisk,” siger den yngste af børnene med store øjne. “Morfar sagde, at den er den vigtigste del af træet, så vi tænkte, at den kunne hjælpe raketten med at flyve!”

Julius klapper i hænderne og hopper op på bordet. “Jeg vidste det! Kreative sjæle! Men hør her, kære små – magien i den stjerne er meget vigtig for hele Midgårdsvej. Hvis vi ikke sætter den tilbage på træet, bliver julen lidt mindre… magisk.”

Børnene kigger på hinanden med rynkede pander. “Men hvad med julemanden?” spørger de.

“Han skal nok klare sig,” siger Julius med et blink. “Faktisk har jeg hørt, at han allerede har forbedret sin slæde med raketfart – men han har ikke brug for jeres stjerne. Den hører til her.”

Efter lidt overtalelse nikker børnene modvilligt og giver stjernen til Julius, som holder den op som en sejrspokal. “Mission fuldført!” udbryder han.

Men netop som de er ved at tage stjernen tilbage til juletræet, lyder der pludselig en dyb, rungende stemme udenfor: “Hvem har rørt ved stjernen?” Alle vender sig om. Hvem – eller hvad – står nu udenfor?

15. december: Vogteren af stjernen

Alle i huset stivner, da den dybe, rungende stemme igen lyder: “Stjernen er ikke bare pynt. Den har kræfter, som kun få forstår.” Julius krammer stjernen tæt ind til sig og hvisker: “Åh nej… det er Vogteren.”

“Vogteren?” spørger Brian, der nu ser en smule nervøs ud. “Hvem pokker er det?”

“Han er… en slags beskytter af julens magi,” forklarer Julius. “Og han tager sit job meget alvorligt. Han hedder i øvrigt Valdemar!”

Bodil åbner forsigtigt døren, og udenfor står en høj, skikkelig skikkelse med en lang, mørkegrøn kappe. Hans øjne glimter som stjerner, og han bærer en stav, der ser ud til at være skåret af et gammelt juletræ.

“God aften,” siger han med en stemme, der kunne få selv Michael til at droppe sine vejrprognoser. “Mit navn er Valdemar, og jeg er her for at sikre, at stjernen bliver behandlet korrekt.”

“Det gør vi!” siger Verner hurtigt og træder frem. “Vi havde bare… en lille situation. Men alt er under kontrol nu.”

Valdemar ser sig omkring med et skeptisk blik og peger på Julius. “Og hvem har tilladt dig at tage stjernen fra træet?”

Julius trækker sig lidt tilbage og mumler: “Det var jo ikke mig… det var børnene!”

“Børnene?” gentager Valdemar og ser på Sørens børnebørn, der nu gemmer sig bag Bodil. “Julens magi er ikke et legetøj. Men jeg kan se, at I kun handlede i bedste mening.”

“Det var for julemanden,” siger den mindste af børnene med tårer i øjnene.

Valdemar bløder op og knæler ned, så han er i øjenhøjde med børnene. “Det er en smuk tanke,” siger han venligt. “Men stjernen skal tilbage på træet, hvor den hører til. Den har en opgave, der er vigtigere end nogen raket.”

“Vi ville aldrig skade magien,” siger Channette og rækker en småkage til Valdemar i et forsøg på at lette stemningen. “Men kan du forklare os, hvorfor stjernen er så vigtig?”

Valdemar rejser sig op og kigger rundt på beboerne. “Stjernen er mere end bare pynt. Den er en kanal for jeres tro på julens glæde og sammenhold. Når den sidder på toppen af træet, samler den alle jeres ønsker og drømme og spreder dem ud i verden. Uden stjernen bliver julens magi… forstyrret.”

“Så den er som et jule-internet?” spørger Dennis, og Valdemar smiler skævt. “Lad os sige det sådan.”

Valdemar rækker sin stav frem, og en svag, gylden glød omkranser stjernen. “I kan sætte den tilbage på træet,” siger han. “Men vær forsigtige. Hvis den ikke sættes rigtigt, kan magien slippe løs på uforudsigelige måder.” Hvad betyder det? Og kan Midgårdsvej klare opgaven uden flere problemer?

16. december: Tilbage til Træet

Stemningen er intens, da Valdemar med sin stav forsigtigt overdrager den gyldne stjerne til Julius. Den glimter nu endnu stærkere, som om den selv længes efter at komme tilbage på toppen af træet. “Husk,” siger Valdemar med en rolig, men bestemt stemme, “stjernen skal sættes på plads med omhu. Hvis den ikke placeres korrekt, kan dens energi skabe kaos – eller noget værre.”

“Kaos?” siger Michael og ser bekymret ud. “Som... storme? Snestorme måske?”

“Rolig nu, Michael,” siger Verner og giver ham et let puf. “Vi skal nok klare det.”

Jan træder frem og rækker hænderne ud mod Julius. “Giv mig stjernen. Jeg har altid pyntet træet, og jeg ved præcis, hvordan den skal sættes på plads.”

“Jeg tror, vi skal gøre det sammen,” siger Julius og klatrer op på Jans skulder med stjernen i hænderne. “Der er magi i fællesskabet, ved du nok.”

Brian og Verner finder en stige, som de forsigtigt placerer ved træet, der stadig hælder en smule til siden. Channette og Dennis holder stigen, mens Jan og Julius langsomt begynder at kravle op. Hundene fra nr. 3 logrer ivrigt, som om de forstår vigtigheden af øjeblikket, og børnene står med store øjne og ser på.

“Pas nu på!” råber Dorthe nervøst. “Det her er ikke tidspunktet for uheld!”

“Jeg har styr på det,” siger Jan selvsikkert, men netop som han når toppen af stigen, begynder træet at gynge. “Hold fast!” råber Verner og griber fat i stammen.

Julius ser ud til at nyde spændingen og råber: “Lidt mere til venstre, Jan! Ikke så meget! Perfekt!” Med en lille indsats placerer han stjernen på toppen af træet. Øjeblikket stjernen rører toppen, begynder den at udsende et gyldent lys, der langsomt breder sig som en varm bølge gennem hele Midgårdsvej.

“Det virker!” råber Channette og krammer Dennis. “Det er smukt!”

Men pludselig sker der noget uventet. Lyset bliver stærkere og begynder at flimre. “Hvad sker der nu?” spørger Bodil, der skjuler sig bag Søren.

Valdemar træder frem med et alvorligt blik. “Nogen må have gjort noget forkert,” siger han. “Stjernen reagerer… som om noget er ubalanceret.”

“Jeg sagde jo, vi skulle være forsigtige,” mumler Julius og klatrer hurtigt ned fra træet. “Hvem har rørt træet for nylig? Eller… vent. Har nogen ønsket noget meget stærkt, mens vi satte stjernen på?”

Alle ser forvirrede ud, indtil Michael langsomt løfter hånden. “Jeg… jeg ønskede bare, at det ville sne. Altså rigtigt sne. Så julen kunne føles rigtig.”

Lige da Michael indrømmer sit ønske, begynder himlen at mørkne, og en kraftig vind fejer gennem Midgårdsvej. Før nogen kan nå at sige noget, falder de første store snefnug. Men sneen stopper ikke. Er Michaels ønske ved at skabe den snestorm, han altid har drømt om?

17. december: Michaels ønske

Snefnuggene falder tungt over Midgårdsvej, og hvad der først føles magisk og hyggeligt, begynder hurtigt at eskalere. Vinden tiltager, og Verner, der stadig står øverst på stigen, klamrer sig til træet. “Hvad har du gjort, Michael?!” råber han, mens sneen fyger rundt om ham.

“Jeg… jeg ønskede bare lidt sne!” råber Michael tilbage, mens han forgæves forsøger at holde sin hue på plads i blæsten. “Bare nok til at det føltes som en rigtig jul!”

“Lidt sne?” gentager Valdemar, der nu står midt i stormen, med sin kappe flagrende omkring sig. “Den slags ønsker skal behandles med forsigtighed! Julens magi forstår ikke ‘lidt’ – kun meget!”

“Så gør noget!” råber Jane. “Vi kan ikke have en snestorm, der varer til påske!”

Julius hopper op på en af hundene fra nr. 3 og rider mod træet som en miniature julekriger. “Jeg kan fikse det,” råber han. “Men jeg skal have alle til at samarbejde – ellers kan magien ikke rettes op!”

“Hvordan gør vi det?” spørger Dorthe og kigger nervøst på stjernen, der nu blinker som et diskotek på overarbejde.

“Alle skal ønske det samme,” siger Valdemar. “Et ønske, der kan balancere magien og stoppe stormen. Det skal være noget, I alle vil have – noget, der bringer jer sammen.”

“En julefrokost uden for meget drama?” foreslår Jan, men Dorthe slår ham let på armen.

“Nej, noget større,” siger Julius. “Noget, der samler alle.”

Søren træder frem med sin guitar og begynder at spille en stille melodi. “Hvad med bare… fred og glæde? Noget simpelt og ægte.”

Alle stopper op og lytter. Musikken dæmper nervøsiteten, og langsomt begynder de at nikke. “Ja, fred og glæde,” siger Bodil. “Det er det, vi har brug for.”

“Så lad os ønske det sammen,” siger Julius og holder sin lille hånd mod stjernen. “På tre! En, to…”

“FRED OG GLÆDE!” råber alle i kor, og i det øjeblik skifter stjernens lys fra blændende blink til en blid, varm glød. Sneen stopper, vinden lægger sig, og en rolig stilhed sænker sig over vejen.

“Det virkede!” råber Channette og krammer Dennis. “Vi gjorde det!”

Valdemar nikker tilfreds. “Julens magi er tilbage i balance. Men pas på fremover med at lege med ønsker. De kan blive… overvældende.”

Michael kigger flovt på sine fødder. “Undskyld. Jeg ville bare have, at det skulle føles som en rigtig jul.”

Netop som alle tror, at alt er løst, begynder stjernen at gløde igen, denne gang med et mærkeligt mønster. Julius kigger op med store øjne. “Vent... den prøver at fortælle os noget!” siger han. Men hvad betyder det nye mønster? Og er julemagien helt tilbage i ro?

18. december: Stjernens budskab

Stjernen på toppen af træet skinner med en ny, mærkelig energi. Lyset danner mønstre, der bevæger sig som små glimtende bølger hen over træets grene. Beboerne stirrer op med blandede følelser af ærefrygt og frygt.

“Jeg tror, den prøver at tale til os,” siger Julius og hopper op på Verners skulder for at få et bedre overblik.

“Så siger du, at vi nu har en snakkende stjerne? Perfekt!” mumler Brian og ryster på hovedet. “Hvad bliver det næste? Flyvende nisser?”

“Det kunne ske” mumler Julius lavt, men ingen hører ham.

Valdemar træder frem og løfter sin stav, der nu lyser svagt i takt med stjernens glød. “Stjernen forsøger at vise jer noget vigtigt” siger han med alvor i stemmen. “Den er ikke bare magisk. Den samler også jeres historier og jeres ønsker. Men der mangler noget”.

“Mangler hvad?” spørger Dorthe forvirret.

“En gnist af ægte fællesskab” svarer Julius og ser rundt på beboerne. “Jul handler om sammenhold, men der har været lidt for meget snagen, for mange hemmeligheder og... små uheld her på vejen”. Han sender et blik mod Michael, der stadig holder sin drone, nu dækket i sne og glimmer.

“Det er altså ikke min skyld alene!” siger Michael hurtigt. “Jan var også med til det dér med hullet i Verners have!”

Jan træder frem og ser flov ud. “Okay, okay, jeg indrømmer det. Jeg blev lidt nysgerrig. Men det var altså Brian, der fik hundene til at grave!”

“Lad os ikke hænge os i fortiden!” afbryder Verner med et grin. “Nu handler det om, hvordan vi løser det her sammen”.

Valdemar nikker. “Præcis. Stjernen skal mærke, at I alle arbejder som ét. I skal skabe noget sammen – noget, der symboliserer Midgårdsvej og jeres fællesskab”.

“Hvad hvis vi pynter træet sammen? Altså hele vejen,” foreslår Bodil. “Alle tager noget personligt med og hænger det på træet”.

“God idé!” siger Channette og lyser op. “Jeg har masser af kager, vi kan hænge op!”

“Og jeg har lyskæder nok til hele vejen,” siger Dennis og peger mod deres hus, der stadig blinker som en lille lufthavn.

Søren griber sin guitar og begynder at spille en munter melodi:

"Midgårdsvej skal samles nu,
i julefred og pynteskrud.
Kager, lys og kærlighed,
så stjernen skinner helt til skyerne med!”

“Det er den bedste idé, vi har haft hele måneden!” siger Jane og hiver Michael i armen. “Så kan du endelig bruge din drone til noget nyttigt – vi hænger pynten højt op!”

Beboerne går straks i gang med at finde personlige pynteting, men Julius og Valdemar holder sig lidt i baggrunden. “Jeg håber, det virker” hvisker Julius. Valdemar nikker alvorligt. “Hvis ikke, så bliver stjernen ikke det eneste, der skinner.” Hvad mener han med det? Og er Midgårdsvej klar til den ultimative juleprøve?

19. december: Pynten fra hjertet

Midgårdsvej er i fuld gang. Hver eneste nabo graver i skabe, skuffer og kasser for at finde pynt, der repræsenterer dem selv. Stjernen på toppen af træet skinner stadig svagt med sine glimtende mønstre, som om den venter på noget – eller nogen.

Verner dukker først op med en lille murerske lavet af glimmerpapir. “Denne her har jeg selv lavet for mange år siden,” siger han og hænger den stolt på en gren. “Den repræsenterer mit liv som murer.”

Channette og Dennis kommer med en småkage udformet som en motorcykel. “Jeg bagte den i morges,” siger Channette. “Og Dennis spiste kun halvdelen,” tilføjer hun med et grin.

Bodil og Søren hænger et lille nodeark på træet. “Vi fandt det på loftet,” siger Bodil. “Det var fra vores første julefrokost her på vejen, hvor Søren sang en sang om, hvordan sneen altid forsvandt lige før jul.”

Jan bidrager med en gammel nøgle fra en af sine stilladser. “Det er måske ikke så julet, men det minder mig om at bygge noget op fra bunden – ligesom vi gør nu.”

Michael kommer med en hjemmelavet vejrhane af papmache.

“Jeg har fundet noget!” råber Brian og kommer løbende med et hundehalsbånd pyntet med røde bånd. “Det er fra min gamle jagthund. Det er nok ikke pynt, men det betyder meget for mig.”

Snart er træet fyldt med personlige og hjertevarme bidrag, og alle står og ser på det med stolthed. “Det er det smukkeste træ, vi nogensinde har haft,” siger Dorthe med tårer i øjnene.

“Det er ikke bare pynt,” siger Valdemar, der nu træder frem. “Det er jeres historier, jeres fællesskab og jeres kærlighed til hinanden. Stjernen kan føle det.”

Pludselig begynder stjernen at gløde kraftigere. Det gyldne lys breder sig langsomt ud over træet og fylder hele vejen med varme. Sneen, der ligger på jorden, glitrer som små diamanter, og himlen bliver klarere, så stjernerne funkler over hele vejen.

“Det virker!” råber Julius, der danser rundt i sneen. “Julens magi er tilbage!”

Men netop som alle begynder at fejre, lyder en dyb rumlen fra træets rødder. Træet vibrerer svagt, og stjernen begynder at blinke i hurtige mønstre. Valdemar ser bekymret ud. “Vent… noget er stadig ikke helt på plads.”

“Hvordan kan det ikke være nok?” spørger Michael frustreret. “Vi har gjort alt, hvad vi kunne!”

Valdemar lægger en hånd på træets stamme og lytter. “Der mangler én vigtig ting – en sidste del, som kan fuldende magien.”

Valdemar vender sig mod beboerne og siger: “Nogen her bærer på et hemmeligt ønske, der endnu ikke er blevet delt. Det holder balancen tilbage.” Alle ser forvirrede ud og kigger på hinanden. Hvem bærer på hemmeligheden, og hvad er det for et ønske?

20. december: Det hemmelige ønske

Alle på Midgårdsvej står målløse i sneen. Stjernens lys pulserer som et hjerteslag, mens Valdemar ser sig omkring med alvorlige øjne. “Der er et ønske, der ikke er blevet delt,” gentager han. “Et ønske, der skal frem i lyset for at fuldende magien.”

“Men vi har jo alle bidraget!” siger Channette og peger på træet, hvor motorcykelkagen hænger på en gren ved siden af en papmaché vejrhane og Verners glimmer-murerske. “Hvad skulle vi mangle?”

“Det er ikke noget materielt,” siger Julius, der hopper op på Michael for at få overblik over forsamlingen. “Det er et ønske fra hjertet – noget, som en af jer ikke har turdet sige højt.”

Alle ser rundt på hinanden, og en akavet stilhed sænker sig over vejen.

“Det er ikke mig,” mumler Brian og kigger ned på hundene. “Mit eneste ønske var, at de holdt op med at grave i Verners have, og det har jeg fået.”

“Det er heller ikke mig,” siger Verner, der klør sig i nakken. “Mit ønske var bare, at vi kunne samles som i gamle dage. Og det har vi jo.”

“Det må være dig, Michael!” siger Jane. “Du er altid fuld af idéer – hvad er det, du holder tilbage?”

“Jeg? Nej, nej!” Michael vifter hænderne op foran sig. “Mit ønske var bare sne, og det gik jo lidt… over gevind.”

Valdemar sukker. “Det er ikke en anklage. Det er en chance for at dele noget ægte. Magien kræver ærlighed.”

Lige som stemningen bliver mere anspændt, træder Søren frem. Han holder sin guitar tæt til kroppen og ser lidt flov ud. “Okay… det er måske mig,” siger han med en lav stemme.

“Dig?” spørger Bodil overrasket. “Men du har da altid delt alt med os!”

“Ja, men… jeg har et ønske, som jeg aldrig har sagt højt,” indrømmer Søren og ser rundt på forsamlingen. “Jeg har altid drømt om at skrive en julesang – en rigtig julesang, som hele byen kunne synge sammen. Men jeg har aldrig troet, at jeg var god nok.”

“En julesang?” gentager Jane og smiler bredt. “Det er da en fantastisk idé!”

“Det er måske ikke nok,” siger Søren og kigger nervøst på stjernen. “Jeg mener, hvad hvis det ikke er dét, den vil have?”

“Der er kun én måde at finde ud af det på,” siger Valdemar. “Del dit ønske. Gør det ægte.”

Søren trækker vejret dybt, griber sin guitar og spiller de første par akkorder. Hans stemme er usikker i starten, men snart fyldes vejen af en smuk melodi:

"Julen på Midgårdsvej,
en stjerne lyser klart.
Fællesskab og kærlighed,
det er det, vi har bevart."

Mens han spiller, begynder stjernens lys at pulsere i takt med musikken. Alle på vejen stemmer i omkvædet, og det føles, som om hele Midgårdsvej forenes i øjeblikket.

Da sangen slutter, eksploderer stjernens lys i et varmt, gyldent skær, der oplyser hele vejen. Snefnuggene danser i det magiske lys, og træet står som et monument over fællesskab og ærlighed.

“Det var det,” siger Valdemar stille. “Julens magi er fuldendt.”

Mens alle jubler, går Julius op til Valdemar og hvisker: “Men hvad med det mønster, stjernen viste før? Det er stadig ikke løst.” Valdemar nikker tænksomt. “Der er én sidste brik, Julius. Én sidste overraskelse.”

21. december: Mønstret i lyset

Midgårdsvej står badet i stjernens gyldne lys, og beboerne jubler over Søren og hans julesang. Stemningen er fyldt med varme og glæde, men Julius’ bekymrede hvisken hænger stadig i luften.

“Mønstret… der er noget, vi har overset,” gentager han og peger op mod stjernen. “Det blinkede på en bestemt måde før – som om det prøvede at fortælle os noget.”

“Er du nu sikker på det?” spørger Michael, der holder sin drone klar til at tage endnu en flyvetur. “Det kan jo bare være tilfældigheder.”

“Intet ved denne stjerne er tilfældigt,” siger Valdemar bestemt. “Den har guidet os hele vejen. Hvis den stadig sender et signal, er det vigtigt.”

Jane nikker og ser op mod himlen. “Jeg tror, vi skal lytte til Valdemar. Men hvad betyder mønstrene?”

“Det ligner næsten… et kort,” siger Dennis pludselig og kniber øjnene sammen. “Se, der er linjer, der krydser hinanden. Det er som en vej.”

“En vej?” siger Brian skeptisk. “Du mener ikke, at stjernen prøver at sende os på en skattejagt, vel?”

“Det ville da være meget sjovt!” siger Channette ivrigt. “Måske er det et kort til en julehemmelighed!”

Julius hopper op og ned på skulderen af Jan, der holder sig til en kop gløgg. “Lad os få Michael til at flyve sin drone tættere på stjernen – måske kan vi aflæse mønstret bedre.”

Michael starter dronen, og den suser op mod stjernen. På skærmen kan de se, hvordan mønstrene danner tydelige linjer, der begynder at ligne noget velkendt.

“Det er Midgårdsvej!” råber Jane pludselig og peger på skærmen. “Se, det er vores huse!”

Alle stimler sammen om skærmen og ser mønstret på stjernen tage form af et kort over deres egen vej. Men der er mere.

“Der er en ekstra markering,” siger Valdemar og peger på et blinkende punkt på kortet. “En lille cirkel ved det gamle træ bag Verners hus.”

“Det træ? Det har stået der i generationer,” siger Verner. “Men jeg har aldrig lagt mærke til noget særligt ved den.”

“Så er det nu, vi finder ud af det,” siger Valdemar. “Stjernen har ført os sammen, og nu viser den os, hvad det hele handler om.”

Hele gruppen begiver sig mod det gamle træ, med Valdemar og Julius i spidsen. Sneen knirker under deres fødder, og stemningen er fyldt med spænding. Hvad gemmer sig ved træet, og hvordan hænger det sammen med stjernens lys?

22. december: Hemmeligheden under træet

Snefnuggene danser ned gennem natten, mens hele Midgårdsvej begiver sig mod det gamle træ bag Verners hus. Det store, krogede træ står som en skyggefuld kæmpe midt i den stille skov. Stjernens lys kaster lange, gyldne stråler ned på træet, og den blinkende markering på Michaels dronekort føles næsten som en dirigerende finger.

“Okay, så… hvad nu?” spørger Brian, mens han holder sine hunde tilbage, der er ivrige efter at snuse rundt. “Vi har fundet træet. Er der en skat? Et hemmeligt rum? Måske en gammel juleøl?”

“Jeg ville ikke have noget imod det sidste,” mumler Verner med et grin og en klap på sin mave.

Valdemar træder frem og lægger sin hånd på den ru bark. “Der er mere her, end vi kan se med det blotte øje,” siger han lavmælt. “Hjertet af magien er altid skjult, indtil fællesskabet finder det sammen.”

“Hold da op, det var poetisk,” mumler Dennis, men Channette tysser på ham.

Jane, som altid har øje for detaljer, peger pludselig på en lille indgravering på træet. “Se! Der er noget her. Det ligner… et hjerte?”

Hun stryger sneen væk, og ganske rigtigt er der indgraveret et gammelt hjerte med initialerne “J & M.”

“Det har været her i årevis,” siger Verner. “Jeg husker det fra min barndom, men jeg vidste aldrig, hvem J & M var.”

“Der er mere!” råber Jane, som har fundet et gammelt jernbeslag ved træets fod. “Det her er ikke bare et træ – der er noget nedenunder!”

Brian, Jan og Dennis går straks i gang med at grave sneen væk, og snart afslører de en lille jernlem. Rusten knirker, da de forsøger at åbne den.

“Vent!” siger Valdemar pludselig. “Vi skal gøre det sammen. Hele Midgårdsvej. Det her handler om jer alle sammen.”

Alle samles omkring lemmen, og med et fælles træk løfter de den op. En svag duft af gran og krydderier strømmer op fra det mørke rum nedenunder, og en trappe fører ned i jorden.

“Skal vi… gå derned?” spørger Bodil med en blanding af frygt og nysgerrighed.

“Det er det, stjernen vil have os til,” siger Julius, der allerede er begyndt at hoppe ned ad trappen. “Kom nu, det bliver sjovt!”

Med lommelygter og spænding i maven følger alle efter. Trappen fører til en lille underjordisk hule, hvor en enkelt lanterne hænger fra loftet og kaster et varmt skær over rummet.

I midten står en kiste, dækket af et tæppe broderet med julemotiver. Valdemar træder frem og løfter tæppet forsigtigt væk, mens alles åndedrag står stille.

Han åbner kisten, og indeni ligger en bog med en gulnet læderindbinding. På forsiden står skrevet med store, sirligt indgraverede bogstaver:
"Julens Hemmelighed – En fortælling om Midgårdsvej."

“En fortælling om os?” spørger Søren forvirret. Valdemar nikker med et smil. “Det her er nøglen til at forstå, hvorfor netop I skulle samle jer om stjernen. Men hemmeligheden kan først afsløres, når bogen bliver læst op… sammen.”

23. december: Julens hemmelighed

Hulen under det gamle træ er stille, mens beboerne på Midgårdsvej stirrer på den gulnede bog i Valdemars hænder. Ingen tør sige noget, som om de alle venter på, at den magiske stemning skal føre dem videre.

“Det her er vores historie,” siger Valdemar og lader fingrene glide over de indgraverede bogstaver. “En historie, der har ventet på at blive fortalt. Men vi skal dele den sammen.”

Han åbner bogen, og den knirkende lyd af læder og gamle sider fylder rummet. På første side er der et maleri af Midgårdsvej, nøjagtigt som den ser ud nu, med sneen, husene og den funklende stjerne på himlen.

“Hvordan…?” begynder Michael, men Valdemar afbryder ham. “Lad os læse.”

Han vender til næste side og begynder at læse højt:

"For længe siden, før der var en Midgårdsvej, var der en lille landsby fyldt med mennesker, der arbejdede hårdt, men som aldrig rigtig lærte at dele deres glæder og sorger med hinanden. En julenat, hvor sneen lå tungt, og kulden trængte ind i selv de varmeste stuer, landede en stjerne over byen. Stjernen kaldte på fællesskab, på kærlighed og på ærlighed."

Alle lytter intenst, mens Valdemar fortsætter. Bogen fortæller om, hvordan landsbyens folk blev ført sammen af stjernens lys, og hvordan de byggede en vej – Midgårdsvej – som et symbol på deres nye sammenhold.

“Det er jo os,” hvisker Jane.

Men så kommer en uventet drejning i historien:

"Men ikke alle hemmeligheder blev afsløret. Et sidste løfte blev givet: At vejen og dens beboere altid skulle mindes, at fællesskab er magisk, og at julens ånd kun kunne blomstre, når sandheden og kærligheden blev delt. Derfor blev Julens Hemmelighed gemt under det gamle træ, for den dag, hvor stjernen igen ville skinne, og vejen igen skulle samles."

“Så det er derfor, vi er her,” siger Jane stille. “Det er ikke bare vores vej – det er vores historie.”

På næste side er der en række håndskrevne noter og navne. De første navne er gamle og falmede, men mod slutningen kan de læse dem tydeligt: Verner, Jane, Brian, Søren, Bodil, Michael, Anne-Mette, Dennis, Channette, Jan og Dorte.

“Det er os,” siger Verner med en stemme, der dirrer en smule. “Hvordan… hvordan kunne vores navne stå her, før vi overhovedet var samlet?”

“Julens magi,” svarer Valdemar med et smil. “I var altid ment til at være her. Midgårdsvej er ikke bare en tilfældig samling af huse. Det er en samling af mennesker, der er forbundet gennem noget større.”

“Men hvad skal vi gøre nu?” spørger Channette. “Hvordan fuldender vi det her?”

Valdemar vender til bogens sidste side. Den er blank undtagen for én linje:
"Når alle dele af hjertet samles, vil sandheden blive fuldendt."

“Alle dele af hjertet?” spørger Dennis forvirret. “Hvad betyder det?”

“Jeg tror, det handler om os,” siger Bodil pludselig. “Vi skal dele, hvad vi har på hjerte – én sidste gang.”

Beboerne ser rundt på hinanden, og en dyb stilhed breder sig. Kan de finde modet til at åbne deres hjerter helt? Og hvad vil der ske, når de gør det?

24. december: Julens hemmelighed ... og den uventede sandhed

Luften i hulen under den gamle eg sitrer stadig af magi. Lyset fra stjernen danser på væggene, og det mystiske hjerte svæver midt i rummet. Beboerne stirrer forbløffede på bogen, hvor teksten nu lyser med gyldne bogstaver:

"Når fællesskabet taler, vokser hjertet. Julens ånd er fuldendt."

Der er en stille, højtidelig pause, hvor alle lader ordene synke ind. Så bryder Verner tavsheden:

“Okay, men hvornår kommer juleøllen?”

Hele gruppen bryder ud i grin, og stemningen løsnes med det samme. “Altid praktisk,” fniser Jane, mens Brian ryster på hovedet med et smil.

Men før nogen når at sige mere, begynder lyset i hjertet at flimre og ændre sig. Pludselig er der et brag – og hjertet eksploderer i en sky af… konfetti?

“Øh…” siger Dennis og piller et stykke glimmer væk fra sit hår. “Var det meningen?”

Midt i det kaotiske regn af glimmer, røg og konfetti dukker en skikkelse op. En lille, buttet nisse iført røde bukser og en sweater, der har set bedre dage, kravler op fra bogen. Han hoster dramatisk og ryster glimmer af sig selv.

“Så! Endelig! I tog jeres tid, hva’?” siger nissen og stirrer rundt på dem.

“Undskyld, hvad?” spørger Jane forvirret. “Hvem er du? Og hvad foregår der?”

“Jeg er Nisse Klemens,” siger han og retter på sin hue. “Og det her? Det er mit livsværk! Jeg har ventet *årevis* på, at I fik nosset jer sammen og åbnede bogen.”

“Dit livsværk?” gentager Michael skeptisk. “Hvad snakker du om?”

Klemens sukker tungt og slår dramatisk ud med armene. “Jeg var den originale julemand, før det hele blev kommercialiseret. Jeg designede den her ‘hemmelighed’ for at få folk til at samarbejde, dele og alt det der hyggelige jule-noget. Og så lagde jeg mig til at sove i bogen, indtil det blev nødvendigt.”

“Men… hvorfor?” spørger Channette.

“Fordi folk er dårlige til fællesskab, når de får for travlt med at konkurrere om den største lyskæde,” siger Klemens.

“Så hvad sker der nu?” spørger Jan, mens han ser på nissen, der nu er ved at samle sig en tallerken med småkager fra Channettes kurv.

“Nu? Nu skal jeg på pension!” udbryder Klemens og smider benene op på bordet. “I klarede det. Fællesskab, åbenhed, bla bla bla. I behøver mig ikke længere. Fra nu af er det jeres job at holde magien i live.”

“Det er det mest antiklimatiske, jeg nogensinde har hørt,” mumler Dennis.

“Du kalder det antiklimatisk,” siger Klemens med et glimt i øjet, “jeg kalder det genialt. Nu skal I ikke høre mere vrøvl fra mig. Jeg smutter til Bahamas. God jul!”

Med et knips forsvinder nissen i en sky af konfetti, og bogen lukker sig selv med et højtideligt, men tilfreds smæld.

Der er stille i hulen. Så begynder alle at grine. “Det er så typisk os,” siger Jane, mens hun tørrer tårer væk. “Vi troede, vi var en del af noget magisk… og så var det bare en sur nisse!”

“Men hey,” siger Michael med et grin. “Han har ret. Det handler om os. Og lige meget hvad, så bliver det her en jul, vi aldrig glemmer.”

Og sådan, med glimmer i håret, konfetti på gulvet og latter, der fylder hulen, går Midgårdsvej ud i sneen – klar til den bedste julefest nogensinde.

GOD JUL!